|
Naturen er benhård, når det gælder om at skabe levedygtigt "design". Alt overflødigt bliver sorteret fra i bestræbelserne på at sikre arternes fortsatte beståen. Det er samme krav til udvælgelse og sortering, designeren Kasper Salto og arkitekten Thomas Sigsgaard bruger som udgangspunkt for deres formgivning.
For Kasper Salto og Thomas Sigsgaard er det hverken fagligt eller personligt tilfredsstillende at bygge videre på en allerede kendt stil. Derfor har de fra start visket tavlen helt ren og arbejdet intenst med selve udviklingsprocessen for at skabe et unikt og på alle måder gennemtænkt design.
Ved tilblivelsen af en lampe lægger Kasper Salto og Thomas Sigsgaard vægt på den specifikke belysningssituation. Af samme årsag bliver det endelige design altid et resultat af de krav, belysningen skal indfri.
|